Junior turneringer

Se dine muligheder

Som junior i HGK er der mange gode muligheder for at spille turneringer.
De mange muligheder kan være en stor jungle i forhold til hvad du kan og må deltage i. 

Vi har lavet nedenstående forklaring af turneringsmulighederne der gerne skulle hjælpe med finde turneringer der passer til den enkelte juniorspiller.

Jungletræf

Jungletræf er en aktivitet for de nyeste og yngste børn. Konceptet danner rammen for, at børn i golf introduceres til det at spille turnering på en sjov, simpel og legende måde. Til hvert træf spilles der efter konceptet ”junglegolf” og så sluttes der af med at alle får en guldmedalje.

Alder: til og med 10 år
HCP: Et højt handicap eller uden banetilladelse

Super6

Super6 er en aktivitet for lidt ældre børn og unge, som er nye i turneringsgolf. Konceptet tager udgangspunkt i at spille golf på banen og at skabe udvikling i golfspillet. Vigtigst er Super6 turneringerne et sted at skabe et netværk i golfsporten. Til hvert træf spilles der efter forskellige nye spilkoncepter og spillerne kan samle mærker fra de spilkoncepter de deltager i.

Alder: 11-18 år
HCP: Et højt handicap eller uden banetilladelse

D-Tour by Golfstore

D-Tour er en individuel turnering bestående af en handicap-regulerende turnering og en social fælles afslutning med spisning. D-Tour er en mulighed for at styrke samværet med andre golfspillere i distriktet og en god turnering at deltage i, når man er klar til at spille turneringer på nye baner, og gerne vil møde en masse andre børn og unge, der spiller golf.

Alder: til og med 24 år
HCP: 53,9 og under (kræver banetilladelse)

Bymatch

Bymatch er en løbende turnering igennem sæsonen, som Herning Golf Klub har skabt i samarbejde med Holstebro Golfklub, Lemvig Golfklub, Trehøje Golfklub og Struer Golfklub. Til hver match spilles der individuelt, men spillernes placering giver point til klubben de spiller for. Til alle matcher er spillemulighederne par 3-bane, 9-huller eller 18-huller. 

Alder: til og med 18 år
HCP: 54 og ned (både med og uden banetilladelse)

Makker Cup

Makker Cup er som navnet angiver en makkerturnering og i denne turnering er der fokus på sjov og samspil. Konceptet trækker på nyere tanker om mere intenst og hurtigt golfspil, og det betyder at der vil være fuld gang i den, til denne turnering.

Makker Cup er allervigtigst en mulighed for at dele golfspillet med en man kan lide at være sammen med, f.eks. kan man spille med en kammerat / fætter / kusine / søster / bror / klubkammerat - mulighederne for at sammensætte et makkerpar er mange. Det eneste der betyder noget, er at du spiller med en du rigtig godt kan lide. Derudover er Makker Cup en mulighed for (måske) at stifte nyt bekendtskab med en makkerturnering og det at spille hulspil mod andre.

Alder: Til og med 24 år
HCP: 36 og ned

Dormy Elite Tour

Dormy Elite Tour er en individuel eliteturnering. Der spilles slagspil fra scratch med en efterfølgende præmieoverrækkelse og turneringen tæller til DGU’s ranglister og WAGR. I denne turnering, har juniorerne mulighed for at komme ud og dyste mod andre af Danmarks bedste juniorer.

Alder: Til og med 21 år (drenge), 18 år (piger)
HCP: 5 og ned (drenge), 10 og ned (piger)

Girls Only Tour

Girls Only Tour er en individuel turnering bestående af en handicap-regulerende turnering og en social fælles afslutning med præmieoverrækkelse. Girls Only Tour er, som navnet angiver, en turnering KUN for piger. Det er således pigernes mulighed for at komme ud og prøve at spille turnering og samtidig møde en masse andre piger, som også elsker at spille golf. Vi har det altid sjovt og sørger for, at alle føler sig velkomne, og har nogen at snakke med. 

Alder: Til og med 24 år
HCP: 53,9 og ned (kræver banetilladelse)

Alle turneringsdatoerne kan findes på DGU´s hjemmeside her.

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte et af juniorudvalgets medlemmer - vi står altid klar til at hjælpe!

keyboard_arrow_up